“Vi er lidt nervøse,” siger kvinden i stolen overfor mig. Hun rømmer sig, flytter lidt rundt i stolen og retter sig så. “Eller… jeg er i hvert fald lidt nervøs. Vi har ikke prøvet det før.”

Mange af mine sessioner med nye klienter starter sådan, og det giver mening. Det er en stor ting at lukke et fremmed menneske ind i de inderste dele af ens privatliv. Som regel er det noget, man har taget tilløb til i lang tid, og som man har haft mange tanker om.
At komme ind ad døren og skulle til at fortælle om sig selv og det, man gerne vil have hjælp kan være overvældende - især, hvis det har været længe undervejs og man har haft alle mulige tanker om, hvordan det mon bliver.

Når klienter fortæller, at de er nervøse, gør jeg ofte to ting. Den første er at jeg spørger, hvad de er nervøse for - hvad er de bekymrede for, hvad har de ikke lyst til at skulle, hvad ville være det værste, der kunne ske?..
Og så laver jeg en aftale med dem om, at vi styrer uden om de ting, der gør dem utrygge, og at de altid kan sige stop, hvis jeg kommer for tæt på et område, der er for sårbart.

Når den grænse er etableret, spørger jeg ofte, hvad der får dem til at komme alligevel. Hvad er det, der er så vigtigt, at de er villige til at udsætte sig selv for det ubehag, der er i situationen? Hvad er det, de håber terapien vil give dem? Hvad er det, deres forhold betyder for dem? Hvor vigtig er det lige, at deres kæreste er for dem, når de er parate til at være så sårbare sammen?

Det giver ro, når vi ved, hvorfor vi gør noget - hvad vores motivation er. Og den ro giver modet til at tage de næste skridt - også selvom det stadig kan føles sårbart og usikkert.

Hvis jeg spurgte dig lige nu, hvad du er nervøs for ved parterapi - hvad ville så være dit svar?
Og hvis jeg spurgte, hvad der fik dig til at vælge at komme alligevel - hvad ville så være årsagen?