Du kender det; jeg kender det. Nogle gange vil man bare godt have et godt råd uden, at det er pakket ind i en masse forklaringer, teorier og anekdoter om, hvordan ting er for andre. Forklaringer og andres levede erfaringer er godt, men nogle gange vil man faktisk bare gerne have en hurtig opskrift på, hvordan man kan skabe forandring uden at skulle forholde sig til en masse.
Sådan en dag er det i dag: Du får ingen teori, ingen anekdoter fra hverken mit liv eller mit terapirum - bare tre forslag til ting, du kan vælge at skrue på, hvis du vil have mere nærhed i dit hverdagsforhold her i ugerne efter ferien.
Tip #1 Fysisk nærhed: Når vi har travlt, er noget af det første, vi glemmer at røre hinanden. Det føles unødvendigt; vi skal være effektive, vi skal videre. Det der fysiske noget kan vente.
Vælg at gøre det alligevel: Du har faktisk de ti sekunder mere til at kysse lidt længere; du har tid til at holde i hånd mens I sidder i bilen; du har tid til at give et klap bagi eller stryge kærligt over skulderen, når du går forbi i køkkenet.
(Og en bonus ved det er at de små fysiske kontakter gør det sværere for os at komme så langt fra hinanden, at det føles mærkeligt at røre hinanden at vi ender med at holde op med at have sex).
Tip #2 Følelsesmæssig nærhed: Ligesom vi glemmer at røre hinanden, glemmer vi at tale sammen om andet end det praktiske. Vi får husket hinanden på madpakker og gymnastiktasker, men vi er ikke altid supergode til at spørge ind til det der vigtige møde, vores kæreste skulle have eller følge op på, hvordan de har det med den der ting, deres mor sagde sidste gang, og vi er slet ikke gode til at give tid til alt det, som ikke er vigtigt og kriseagtigt, men som bare er samvær og nærhed.
Prioriter dagligt fem minutter sammen. Drik morgenkaffe, bliv siddende ved bordet efter maden, hold et lille vindue frit til jer - uden tv, uden telefon, uden børn. Skab rummet for at samtalerne kan opstå.
Tip #3 Servicehandling: Du får ingen intro til den her, bare opfordringen: Gør en lillebitte ting for din kæreste hver dag. For deres skyld - for at de mærker at du tænker på dem - men også for din egen: når du tænker over hvad du kan gøre for dem, tænker du aktivt på hvem de er, hvad de kan lide, hvad der får dem til at føle sig elskede. Det giver mere nærhed, mere intimitet og meget mere af den slags kærlighed, som giver sommerfugle i maven og champagnebobler i blodet, både for din kæreste og for dig selv.
Rigtig god fornøjelse.