I april har jeg skrevet om parterapi - om at vælge den rigtige parterapeut, om ting der kan give ro at vide, når man går i parterapi og om det mod, man kan finde ved at holde fokus på, hvor vigtig ens kæreste er for en og hvad det er for et forhold, man ønsker at bygge sammen. Men hvad nu hvis man faktisk bare tænker, at man egentlig godt kunne tænke sig det fede forhold UDEN at gå i parterapi? Er der ting, man kunne gøre hjemme for at pleje sit forhold og gøre parterapeuten arbejdsløs? I dag får du tips om tre gode vaner, der kan gøre parterapi overflødig. Vane 1: Sæt ord på følelser og behov Gør det til en vane at tjekke ind med hinanden: Hvordan har du det egentlig (sådan inderst inde)? Hvad fylder for dig? Der skete det her… hvordan var det for dig? Jeg kunne godt tænke mig, at… Det ville være dejligt, hvis… Noget, jeg drømmer om, er… Det her kunne jeg godt tænke mig, at vi løser på en anden måde næste gang. Spørg over aftensmaden, eller mens I laver aftensmad; gå en tur aftentur i

Det største benspænd for god terapi er utryghed. Vi kan ikke genoverveje den måde, vi lever vores mest intime liv på, hvis vi føler os usikre eller på gyngende grund. Det giver tryghed, at hvad vi går ind til, når vi går ind i terapirummet. Så for at skabe maximal tryghed og terapeutisk udbytte kommer her fem ting, der kan være rare at vide, inden I starter i parterapi. 1) Terapeuten dømmer dig ikke (og hun dømmer heller ikke din kæreste, eller dit parforhold) En af de bekymringer, jeg møder oftest i terapirummet, er bekymringen for at blive dømt - at blive vurderet som forkert, dum, dårlig til at være i et forhold, umoden, følelsesmæssigt ukontrolleret, ... alle mulige ufede ting som ingen af os har lyst til at være, og som de fleste af os fra tid til anden har frygtet, at vi måske var. Det, jeg - og de fleste terapeuter jeg kender - som regel tænker om vores klienter er ikke, at de er dumme eller dårlige til noget. Det er, at de er modige. At de vælger kærligheden og kæmper for den,

Mit første møde med terapi var skolepsykologen på Kongevejens Skole i Virum, dengang 90erne var spritnye. Jeg tror, hun hed Kirsten, men jeg kan faktisk ikke huske det. Det jeg husker er duften i hendes rum og følelsen, når jeg sad der. Roen, der sænkede sig. Følelsen af at der var tid til alt det, jeg ville sige. Følelsen af at mine følelser var vigtige og min opfattelse af tingene talte. For en lidt følsom 12-årig var det en ret magisk oplevelse. Siden den første Kirsten har der været mange andre. Nogle af dem har heddet Kirsten; andre har - nå ja - heddet noget andet. Nogle har jeg opsøgt for at arbejde med noget bestemt: et dødsfald, en kærestesorg, en hæmmende overbevisning. Andre har jeg opsøgt af nysgerrighed, for den personlige udviklings eller velværets skyld, eller fordi deres metode fascinerede mig. Noget der har optaget mig siden den allerførste gang, jeg satte mig i stolen i det lille lokale hos den første Kirsten, er hvad der gør, at en terapioplevelse bliver god. Hvad er

“Vi er lidt nervøse,” siger kvinden i stolen overfor mig. Hun rømmer sig, flytter lidt rundt i stolen og retter sig så. “Eller… jeg er i hvert fald lidt nervøs. Vi har ikke prøvet det før.” Mange af mine sessioner med nye klienter starter sådan, og det giver mening. Det er en stor ting at lukke et fremmed menneske ind i de inderste dele af ens privatliv. Som regel er det noget, man har taget tilløb til i lang tid, og som man har haft mange tanker om. At komme ind ad døren og skulle til at fortælle om sig selv og det, man gerne vil have hjælp kan være overvældende - især, hvis det har været længe undervejs og man har haft alle mulige tanker om, hvordan det mon bliver. Når klienter fortæller, at de er nervøse, gør jeg ofte to ting. Den første er at jeg spørger, hvad de er nervøse for - hvad er de bekymrede for, hvad har de ikke lyst til at skulle, hvad ville være det værste, der kunne ske?.. Og så laver jeg en aftale med dem om, at vi styrer uden om de ting, der gør dem utrygge, og at de