Jeg har skrevet meget om kvalitetstid i august. Om savnet af de ting, som sommerferien gav mulighed for: nærheden, overskuddet. Jeg har skrevet om hvidvinen på terrassen, aftendyppet i havnebadet, ungerne der kører jordbær ind. Jeg har skrevet om den svære overgang til hverdagen, hvor der går logistik i den og samtalerne handler om madpakker og hente-bringe i stedet for om drømme og længsler. Jeg har skrevet om redskaber til at bevare nærheden, når hverdagen sætter ind.
Men hvis vi nu er helt ærlige, så er ferier ikke altid der, hvor vi lever vores bedste liv. Ligeså ofte er ferier der, hvor vi bliver konfronteret med at vores drømme ikke helt holder vand. Vi glæder os til ferien, for nu skal vi rigtig hygge: Vi skal have tid med ungerne; vi skal have tid med vores elskede; vi skal have tid til os selv. Vi skal spise godt og sove længe, vi skal lave ting og tale om ting, vi skal have dejlig sex og føle os tætte og forbundne og virkelig mærke, hvorfor vi er sammen.
I stedet ligger vi på et hotelværelse på Porto - eller et agriturismo i Puglia eller et airbnb i Paris - med en solskoldet femårig der ligger på tværs i dobbeltsengen, en tvær teenager, der ikke ser op fra sin telefon hele ugen og en partner der hverken er oplagt til sex eller samtaler under stjernerne om meningen med livet og indholdet af jeres næste 50 år sammen.
Var det det, vi drømte om? Det tror jeg måske ikke lige. Har vi lyst til at råbe du-ved-hvad og skride? Det tror jeg måske godt kunne hænde…
Rigtig mange af de samtaler, jeg har haft med klienter i august, har handlet om skuffelsen over, at ferien ikke blev som de længtes efter og trængte til. Om, hvor hårdt det er at se i øjnene, at den hverdag man havde inden ferien ikke gav en den nærhed, man ønskede sig og at ferien ikke har været løsningen.
For mange fører skuffelsen til tvivl om, hvorvidt forholdet overhovedet har en berettigelse. Er det måske tid til at trække stikket og komme videre? For nogle er svaret helt sikkert ja. For andre er det ikke det rigtige: der er stadig kærlighed, stadig lyst til at få det til at virke, stadig ting der ikke er prøvet, og måske er det netop den dårlige ferieoplevelse, der gør at erkendelsen rammer: Hvis forholdet skal bestå, er der noget, der skal ændres.
Så hvor vil jeg hen med det? Jo - hvis du har haft en af de sommerferier, der bare ikke var det, du håbede, så kommer her 5 spørgsmål, jeg vil foreslå du summer lidt over:
- Hvad var det, jeg drømte om, at ferien ville give mig og mit forhold?
- Hvad er det for en hverdag, jeg håbede, vi ville have efter ferien?
- Hvad gør det ved mig og mit forhold, at vi ikke har det sådan?
- Hvilke omkostninger vil det have at fortsætte uden at gøre noget?
- Hvad er jeg selv parat til at gøre?
Måske når du frem til, at du er ked af, at der ikke var mere kærestetid i ferien (og her efter ferien), men I har en 2årig og en 5årig og det meste af tiden har I det okay, og når børnene begynder at sove igennem i deres egne senge, så skal det der sexliv nok vende tilbage, så det er et savn nu, men det er ikke en krise, der skal løses.
Måske når du frem til at du faktisk savner-savner din kæreste og at det er en prioritet for dig, at I skaber noget mere tid til hinanden, men det er du ret sikker på, at din kæreste vil være med på, så det er bare at sige til dem at “hey skat, vil du med ud i haven og flette fingre med mig?” eller “mocktails og backgammon, når børnene er puttet?” eller en anden passende invitation
Og måske når du frem til, at I med tiden er havnet et sted, hvor du faktisk ikke har lyst til at I skal være, og hvor du ikke ved, hvordan I skal finde ind til hinanden igen. Du ved bare, at det gør ondt at være så langt fra hinanden.
For at du kan slippe skuffelsen over ferien, der ikke blev som du havde drømt om, skal du vide, hvad du skal gøre med den: Skal den arkiveres med et tryk på pytknappen, skal den anspore til at skrue op for nogle ting, I havde glemt en periode eller skal der større forandringer til?
Når du ved, hvor dyb din skuffelse er og hvad der ligger bag den, kan du begynde at skabe den forandring, du har brug for.
Hvis du tænker, det kunne være rart at få hjælp til at skabe den forandring - så book et forløb hos mig i dag.