Det var en af de der limbodage under den første nedlukning, hvor verden var helt tyst og det føltes som om døgnet havde fået fem ekstra timer; hvor ingen af os vidste, om livet nogensinde blev normalt og hvornår vi kunne komme til at være sammen med andre mennesker igen.
Hjemmekontoret var stille. Telefonen ringede ikke; mailbakken plingede ikke; de opgaver der skulle laves var lavet, så i en bestræbelse på at udfylde tiden, indtil nogen havde brug for mig igen, surfede jeg på Youtube.
Om det var længslen efter noget velkendt og trygt, behovet for at se noget der varede længere end hvalpevideoer, eller lysten til noget der krævede lidt mere af mig end fem minutters opskrifter med Jamie Oliver, ved jeg faktisk ikke, men jeg endte med at klikke på en ballet, jeg vagt huskede at have set som barn.
Musikken var dejlig, historien var eventyragtig (og interessant nok til at fastholde mig i de tre timer forestillingen varede), dansen og scenografien var smuk-smuk-smuk, og danserne var vanvittigt dygtige.
Men grunden til at jeg deler historien i dag, er ikke for at sige “hey, skynd dig ind og se noget ballet.” Det er, fordi der skete noget, mens jeg sad og så den forestilling, som jeg havde set som lille og som jeg havde været helt betaget af.
Faktisk skete der to ting.
Det første, der skete, var, at jeg tænkte: "Hvorfor i alverden ser jeg ikke mere af det her? Det er helt vildt smukt, og det gør mig virkelig glad.”
Det næste, der skete, var at jeg tænkte “Fuck.” Ikke lidt en lille smule “Uhada”, eller “Så til søs” eller “Det må jeg nok sige.” Nej, fuck.
For det, jeg så trippe på tåspids over skærmen, var alle de forestillinger, jeg har haft om kærlighed og som jeg har brugt store dele af mit voksenliv på at rydde op i. Det var forestillinger om, at kærlighed er at være yndig, let som et fnug, lige til at gribe, løfte, snurre rundt, bære på. At kærlighed er lykkerus. At kærlighed vil gøre mig til stjernen i mit eget liv. Og det var forestillingen om, at kærlighed er (selv)opofrelse, villighed til at udholde hvadsomhelst for den elskedes skyld, og at kærlighed er det hele værd, for kærlighed betyder mening og frelse (men måske mest for manden, for ganske tit er kvindens opgave at se godt ud og dø…)
Pludselig kunne jeg se, hvor de kom fra.
Jeg kunne se Mette 5 år sidde og kigge ned på scenen fra balkonen og tænke, at det der skete mellem den fortryllende tylprinsesse og ham prinsen med pomadehåret og de stærke arme - det var sådan kærlighed så ud.
Jeg gentager: Fuck.
Nu er det selvfølgelig ikke sikkert, at du tilbragte din barndom med at se ballet. Måske så du fodbold. Måske så du Disneyfilm, Ringenes Herre eller Terminator. Måske er din barndoms film- og scenekunsteriske ideer om kærlighed Line, der klagende spørger Alfred i Emil fra Lønneberg, hvornår de skal giftes. Jeg ved det ikke.
Men jeg ved, at du ligesom jeg er vokset op med billeder af, hvad kærlighed vil sige. Jeg ved, at de historier, vi tager ind i vores barndoms- og ungdomsår, ofte bliver så indgroede i dem, vi er, at vi end ikke overvejer at stille spørgsmålstegn ved dem.
Og jeg ved, at de historier, der lever deres tavse liv i os uden, at vi stiller spørgsmålstegn ved dem, alt for ofte kommer til at styre vores relationer, reaktioner og valg i retninger, vi aldrig ville have valgt, hvis vi havde taget mere aktivt stilling til hvilke overbevisninger, der skulle styres ud fra.
Så i dag vil jeg opfordre dig til at kigge lidt på, hvad det var for forestillinger, du fik ind på nethinden og i dit indre relationsbyggesystem gennem de ting, du så på som barn og ung.
Et sted at starte kan være at spørge dig selv:
Hvad lærte du om kærlighed af Den lille Havfrue, Beverly Hills 91210, Buffy, eller hvad det nu var du så?
Hvornår var kærlighed VIRKELIG kærlighed - du ved på den der måde, så du kunne mærke det i maven?
Hvad så du og tænkte, at åh det gad du også godt have?
Hvem svømmede du hen over, og hvem tænkte du, at du gerne ville være?
I oktober måned handler bloggen om de historier om kærlighed, vi fik ind i barndommen. Det handler om de budskaber, vi tog ind uden at tænke over det, om hvordan vi kan gøre op med dem, og om at vælge nye budskaber, der passer til der hvor vi er i vores liv i dag.
Jeg håber, du har lyst til at læse med, og jeg håber, du får lyst til at stille dig selv nogle af de spørgsmål, jeg foreslår - måske får du endda lyst til at dele dem med din partner.