Det begyndte så godt. Hun syntes, du lignede en rockstjerne, og du syntes, hun var skidesød og sjov og sexet.
Du kørte fra Nørrebro til Fredericia for at kysse hende fem minutter på parkeringspladsen udenfor det kursuscenter, hvor hun var på konference; hun tog fra Sønderborg til Thy for at høre dit band spille i 10 minutter en fredag eftermiddag.
Du tænkte på hende hvert eneste minut af dagen; hun drømte om dig hele natten.
Du fortalte hende om de ting, ingen forstod i din opvækst, og hun fik tårer i øjnene over, hvor ensom du måtte have været. Og hun fortalte dig om sin ekskæreste, der ikke var så god til at respektere grænser, og du lovede dig selv, at ingen nogensinde skulle få lov at gøre hende ondt igen.
I lyste byen op med jeres forelskelse, mens I bragede fra restaurant til cafe til bar. I grinede; I græd; I gjorde alting sammen, og verden havde endelig fået mening. 

Lyder det bekendt? For mange af os er det sådan, kærligheden begynder: med en stormende forelskelse, der giver løfter om et episk kærlighedsforhold.  

Det er fra forelskelsen, vi kender den der berusende blanding af usikkerhed og komplet tryghed, længsel efter mere-mere-mere og totalt nærhed og opfyldthed, som for nogle af os er et dejligt skridt på rejsen mod et stabilt og lykkeligt forhold, hvor vi deler livets op- og nedture, alt imens vi hygger om vores unger, betaler af på vores boliglån og holder sommerferie med svigerfamilien.
For andre af os er den type kærlighed det, som det hele handler om, og hvis kærligheden ikke kan være sådan, så gider vi den ikke rigtig. For hvad er det fede ved spaghetti bolo på væggene og en fair fordeling af pensionspengene, hvis vi er for trætte til at kysse? Og hvad er det smukke ved at holde sammen, til vi havner på plejehjemmet, hvis ikke vi deler vores inderste drømme og længsler på rejsen?

Drømmen om den kærlighed, der bliver ved med at føles ny, og som har en høj grad af følelsesmæssig nærhed og passion, bliver nogle gange lidt nedsættende kaldt for Disney-kærlighed eller beskrevet som en Hollywood-fantasi. Det ligger lidt mellem linjerne, at det måske er lidt umodent, unuanceret og naivt at drømme om livslang intens romantik. 
Men realiteten er, at det hverken er urealistisk eller problematisk at drømme om et sjælemøde, der er så intenst, at det opfylder alle sanser og heler alle følelsesmæssige sår. Drømmen er kun et problem, hvis vi ikke er enige med vores partner om, hvor meget den side af vores forhold skal fylde, eller hvis vi i vores søgen efter at have en stærk romantisk connection slår os på hverdagen og trækker os fra forhold, fordi de ikke lever op til vores krav om hvor romantiske de skal være.

Hvis du
- afslutter forhold eller tvivler på dit forhold, fordi din kæreste ikke prioriterer dig nok
- savner dengang I var nyforelskede
- bliver skuffet, når du ser hvad din kæreste har planlagt til en datenight eller en årsdag
- er misundelig på venner, der dater eller er nyforelskede, fordi de oplever den fede side af kærligheden
- er ved at brække dig, når din kæreste fortæller at de da har lagt dine sokker på plads som eksempel på, at de da elsker dig
…
så er romantiske kærlighed enten den centrale måde, du oplever kærlighed på eller en måde, som ikke fylder nok i dit forhold i øjeblikket. Begge dele er helt okay. Du skal vide det, så du kan handle efter det, og så du kan fortælle din kæreste, hvad det er, du savner.

Hvad er du blevet opmærksom på?
Er der noget, der skal skrues på i dit forhold i dag?
Hvad er første skridt til mere af det dejlige lige nu?