Gad du godt, at der var en nem måde at forstå, hvad det er, der sker i dit forhold? En måde, der giver dig overblik over, hvor det går godt og hvor I måske har brug for lidt hjælp?

I maj måned deler jeg en model for kærlighed, som jeg selv bruger meget i terapirummet i øjeblikket, både i soloterapi og i parterapi. Jeg synes, det måske er den mest spændende trekantsmodel, jeg har mødt siden, jeg var i 3.klasse og første gang læste om Bermudatrekanten.
Men hvor Bermudatrekanten for det første ikke findes og for det andet handler om ting, der forsvinder (hvilket ikke lige er det, de fleste af os håber på i forhold til vores kærlighedsliv), så er den her trekant en anerkendt psykologisk teori, der handler om, hvordan man kan forstå - og potentielt holde sammen på - det, der betyder allermest for de allerfleste, nemlig kærlighed.
Modellen er Robert Sternbergs trekantsmodel for kærlighed og den handler om tre kerneområder, der er til stede i alle kærlighedsforhold. 

Så hvis du har lyst til at mærke lidt efter, hvordan det står til i jeres forhold, så tag en kop te, sæt dig godt tilrette og mærk lidt ind i de tre områder, som jeg beskriver i dag.
Hvor er I i jeres forhold? Hvor står I stærkt? Hvor er I mere udfordrede? Er der noget, der helt mangler? Er der noget, der fungerer men kunne blive bedre?

De tre kerneområder, vi skal mærke lidt ind i er Nærhed, Lidenskab og Forpligtelse. De udgør hjørnerne i vores trekant, og kærligheden er det, der udspiller sig mellem dem.

Nærhed handler om følelsesmæssig kontakt. Om vores lyst til at være tæt på hinanden, dele sorger og glæder, fortælle og lytte, støtte og trøste. Nærhed er et kærligt kram, en varm hånd i vores på en kold dag; det er et stort smil når vi kommer hjem, eller som et par jeg nyligt talte med fortalte: scones og mælkesnitter i køleskabet når den ene er syg.
Nærhed er det element, der er på spil, når vi oplever noget og straks planlægger at fortælle det til vores kæreste, eller når vi ikke oplever noget særligt, men alligevel sender en besked til vores elskede, bare fordi…. Det er også nærhed, det handler om, når vi ønsker at vores kæreste skal være hos os, når vi er kede af det, bange, syge eller pressede. 

Når nærhed er udtalt i vores forhold, føler vi os trygge sammen. Vi føler os hjemme, set og forståede, og når nærhed mangler i vores relation, føler vi os omvendt usikre, ensomme og på vagt.

Passion handler om den erotiske del af vores forhold. Det betyder selvfølgelig, at passion handler om sex, om berøring, om fysisk intimitet. Men erotik er mere end sex, og lidenskab er mere end bare lyst til sex og udløsning. Passion handler om følelsen af at ville længere ind i vores elskede på alle mulige måder: følelsen af nysgerrighed, begær, videlyst, den der grådige fornemmelse af umættelighed, og fascination og lyst til at opsluge/blive opslugt.
Det er passionen, der gør, at vi kan se vores elskede på tværs af det famøse “crowded room” og pludselig blive helt bløde i knæene, selv efter 10 år og 5 børn. Det er passion, der gør, at vi kan blive åndeløse af en enkelt sms.
Det er også passion, der får os til at lege - som gør os kåde, vilde og fjollede, og som får os til at tage risici og sætte alt muligt på spil, fordi vi bare ikke kan lade være - alene fordi noget bare er så intenst lokkende og dejligt, at vi simpelthen må have det.

Når passion er en fremtrædende kvalitet i vores forhold, så føler vi os intenst levende, og når passion mangler eller er udfordret føler vi os ofte frustrerede, ikke-vigtige og afviste.

Forpligtelse er den der helt fantastiske kvalitet, der gør at regningerne bliver betalt, opvasken taget, og at vi bliver hængende i forholdet også på de dage, hvor kærlighed ikke er noget, vi mærker så meget som det er noget, vi vælger. Forpligtelse er det, en af mine kolleger kalder “ostemadskærlighed”: der, hvor vi smører en mad til vores kæreste, når vi er ude at lave en til os selv, eller hvor vi uden de helt store romantiske bagtanker lægger ægtefællens træningstøj til vask og på plads i skabet, fordi det jo bare skal gøres.
Forpligtelse handler om hverdag, og hvis vores hverdag bliver driftet uden de store sværdslag, så er det fordi forpligtelse er et udtalt element i vores forhold. 

Når forpligtelse er stærk i vores parforhold, så er der styr på kalendergymnastikken, på indkøbene og de store linjer. Når forpligtelse ikke rigtig fungerer optimalt i vores forhold, er mental load et typisk problem, men det kan også være, at vores forhold hyppigt er til diskussion: Skal vi overhovedet være sammen?

Hvad bliver du opmærksom på, når du ser de tre kærlighedskomponenter?
Er de allesammen godt repræsenterede hjemme hos jer?
Er der en af dem, der måske skulle have et kærligt nøk opad i intensitet?

I næste uge handler nyhedsbrevet om forhold, hvor der er masser af nærhed og forpligtelse, men det halter lidt med passionen. Hvis det er dit forhold, eller hvis der er en lystubalance hos dig og din kæreste, så læs med.