Kender du det her?
Du glæder dig oprigtigt til at se din kæreste hver dag efter arbejde. Du fortæller ham/hende om din dag, dine tanker, dine følelser - om de ting, der gør dig ked af det, de ting, der gør dig glad, bekymret; du fortæller ham/hende om de ting, der gør din veninde ked af det, glad eller bekymret. Du deler de ting, der rører sig i dig, og langt det meste af tiden synes du faktisk, I har en god kommunikation.
I er gode til at være forældre sammen. I støtter hinanden, supplerer hinanden, tager over når den anden er træt. Og den hverdag der - den kører bare. I får onduleret opvask og nullermænd - eller også er I nogenlunde enige om, at det bare ikke er lige så vigtigt, som at I hygger med ungerne eller når ned og træne. 

Der er meget at være taknemmelig for, og det er I også. I synes faktisk, I er pænt heldige, når I sammenligner jer med mange af jeres venner, som har mange flere konflikter. Der er bare lige det… at når dagen er slut og børnene er puttet, så går I omkuld i sofaen. Og ja, din kæreste nulrer dine tæer eller masserer din nakke, og ja, I sidder også tæt, for det er super hyggeligt. Men der sker ikke rigtig mere. Og når det er tid til at gå i seng, smiler I søvnigt til hinanden og går ind på hver jeres børneværelse og sover med ungerne.

Det kan også være, at I er vildt gode til at spille computer sammen. Eller brædtspil. At I er hinandens bedste cheerleaders/heppekor. Måske arbejder I sammen, og hvis I ikke gør, så er I i hvert fald sammen, så meget I kan, når I kommer hjem fra arbejde - for hvem vil ikke gerne være sammen med sin bedste ven så meget som muligt?
Jeres samtaler fortsætter måske ud på badeværelset om aftenen, for I er ikke færdige med at være sammen, bare fordi den ene af jer er træt og skal i seng, men det er mere sandsynligt at I børster tænder sammen, eller at den ene er på toilettet, mens den anden er i bad, end at I hopper under bruseren sammen.

Eller måske havde I det vildeste sexliv, da I mødtes. I gjorde det hele, og I gjorde det hele tiden. Og pludselig en dag efter 25 år, så I på hinanden og tænkte “Kæft, du er dejlig. Og øj manner, hvor bliver jeg glad af at se på dig og lytte til dig og være sammen med dig. Men det der sex, ikke? Er vi ikke lidt ved at være færdige med det?”

Hvis det her er jer, så er I ikke alene. Rigtig mange af de par, jeg ser, lever variationer af de her historier. For nogle er det okay: det er en periode af deres liv, og når ungerne er blevet lidt større, bliver der tid og overskud til at lave voksne ting i dobbeltsengen igen.
For andre er det faktisk ønskescenariet: Det er trygt, stabilt, loyalt og det griser ikke i sengetøjet.
Men for en del er det forbundet med et savn: Der mangler noget essentielt. 

For når vi er supergode til at være følelsesmæssigt tætte og trygge, og når vi er 100-meter-mestre i hverdags-drift, så er vi i den type parforhold, som vi kunne kalde venskabelig eller kammeratlig kærlighed.
Vi er hinandens bedste venner. Vi er soul mates. Vi er ikke bare hinandens bedre halvdel; vi er næsten dele af den samme person.
Vi er bare ikke passionerede; vi er ikke liderlige, og vi kan ikke altid mærke at vi er særligt intenst i live.

 Så hvad gør du, hvis det her er dig?
1) Gør dig klart om det er noget, du savner - måske er det ok, og så skal det ikke rokkes på.
2) Hvis det er noget du savner, så sig det til din partner.*
3) Tag første skridt til forandring: hold kysset lidt længere, sæt tiden af til romantik i kalenderen, book en tid hos parterapeuten, gå på jagt efter det mystiske og lækre ved din partner, gå på jagt efter det mystiske og lækre ved dig selv… uanset hvad, så tag der første skridt.

• Husk: nogle gange kan sådan en samtale fint tages hjemme i sofaen. Andre gange er det rart at kunne tage den i en parterapeuts samtalerum. Mærk efter, hvilke rammer du har brug for for at kunne tage samtalen med din elskede.