Det er en af de virkelig trælse sandheder i tilværelsen, at vi ikke kan løse et problem, vi ikke vil tale om. Hvis vores problem handler om en relation og involverer et andet menneske, så er vi nødt til at sætte ord på for at komme videre. Det er træls, fordi instinktet for mange af os er at prøve at løse problemer selv (kender jeg det fra mig selv? Det tror jeg måske nok, jeg gør…) Vi vil ikke være besværlige, og vi vil ikke risikere relationen, hvis nu den anden synes, vi stiller for høje krav, er urimelige eller hvis de ikke gider opgive deres fordel. Det er nemmere at skumle, skubbe problemet ind under gulvtæppet og lade som om, det ikke er der eller acceptere, at vi må nøjes. Det er en anden af livets sandheder, der også kan være lidt svær at acceptere, at NÅR vi faktisk sætter ord på et problem og udtrykker vores ønske om at finde en løsning sammen, så kan det meget tit lade sig gøre. Mennesker, der elsker os, vil tit rigtig gerne komme os i møde. Vi undervurderer ofte viljen til

Det er en grå morgen i midten af juni. Ude bag det ene vindue snor en rose sig op i nåletræet og ude bag det andet kører bilerne forbi på den regnvåde Roskildevej. Inde bag ruden sidder jeg - med bare ben og strikket sweater i det, der var mit terapilokale i mine første år som terapeut, og som nu er mit kontor. Når jeg ser mig rundt, ser jeg lampen fra mine forældres skrivebord, kommoden fra min mormors entre (som stod hos hendes faster inden da), kaptajnstolen fra min ekstrabedstemors morfar, maleriet fra min mors onkel; jeg ser bogkasserne fra min svigerfar, symaskinekassen min morfar malede til min mormor i kærlighedsgave. Jeg ser ting, jeg har valgt selv, ting min mand har valgt, ting vi har købt sammen. Hver af de ting, som står her, siger noget om, hvem jeg er, hvad der har værdi for mig, og hvem der har værdi for mig. På den måde er rummet lidt et billede på, hvem jeg er. Passer det hele sammen? Næ. Der er nyt og gammel, slidt og smukt, dyrt og billigt, følelser og funktion. Det

Når jeg ser tilbage på mit livs somre, er det en håndfuld billeder på den indre nethinde, som opsummerer de vigtigste øjeblikke. Et øjeblik - fanget i et indre snapshot - er oplevelsen af at sidde på tværs på legehusets tag i aftensol efter min veninde Stine havde lært mig at kravle derop. For 8-årige mig var det den ultimative oplevelse af frihed - af at være stærk, sej og modig, af at opleve at verden kunne være uden de begrænsninger, jeg normalt troede gjaldt, og at jeg selv også kunne være sådan en, der ikke var begrænset eller artig eller pæn, men kunne opleve livet lidt oppefra. Et andet øjeblik er fra en strand på Sardinien, da jeg var midt i tyverne. Under en parasol i bagende sol mærkede jeg for første gang rigtigt, at jeg var voksen og attrået midt i et firkantsdrama, der ville have gjort sig glimrende i et realityprogram. Det jeg husker er følelsen af power, af spænding, af at jeg havde styring med den vej mit liv ville tage. Jeg husker følelsen af at være kvinde, i kontakt

For nu hvor ferien nærmer sig og du med garanti ved ret præcist, hvad I skal lave og hvor I skal være, kan det være en god idé at flytte fokus lidt fra, HVAD der skal ske til, HVORDAN du gerne vil have, at det skal føles.

“Jeg holder det ikke ud!” Du knalder kaffekoppen i bordet, så kaffe og mælk skvulper til alle sider. Normalt ville du synes, det var irriterende, at køkkenet drypper af lunken kaffe, men lige nu er du ligeglad, for det her er meget værre. Det her er jer, der IGEN har den samme konflikt. Det her er dig, der igen ikke bliver mødt i dit behov. Det her er din kæreste, der igen står med et fuldstændig forvirret udtryk i ansigtet og siger “Jeg forstår det simpelthen ikke. Hvad er det, jeg ikke gør?” Så hvad er det lige, der sker, når I igen står her? Et rigtig godt bud er, at I er forskellige steder i Kærlighedstrekanten. I de sidste uger har jeg skrevet om et værktøj til at forstå relationer, som jeg bruger meget i mit terapilokale (og privat), nemlig Robert Sternbergs trekantsmodel for kærlighed. Kort fortalt handler det om, at der i alle kærlige relationer er tre vigtige kerneområder: Nærhed, Passion og Forpligtelse. Hvis ingen af delene er til stede, så er det ikke en kærlig relation. Hv

Tre forskellige samtaler i mit samtalerum - samme tema. “Vi knalder, og vi vasker sokker. Altså, det kører sådan set. Vi snakker bare ikke rigtig sammen.” Parret i sofaen overfor mig nikker til hinanden. Det er sådan, det er. Det er jo ikke et dårligt forhold: der er styr på hverdagen; der er styr på sexlivet; der er styr på karrierer, venner, træning og foreningsarbejde. Der er styr på det hele. Det føles bare lidt tomt. “Jeg synes sgu, vi har det meget godt: Dejligt hus, søde børn, gode venner… Økonomien fejler ikke noget. Vi har også været på nogle fede ferier. Og altså… jeg synes jo stadig, hun er lækker.” Fyren i stolen overfor mig kigger op. “Tæller det slet ikke for noget?” “Prøv og hør. Jeg laver mad; jeg køber ind; jeg henter børn; jeg organiserer legeaftaler; jeg tager initiativ til sex. God sex. Og alligevel bliver han ved med at sige, at han ikke kan MÆRKE mig. Jeg tænker bare: undskyld, men hvad er det lige, du vil have?” Hvis du genkender det, som de her tre par taler om,