Valby Parterapi

Vi går alle sammen ind i vores forhold med troen på, at vi vil elske hinanden altid.
Vi vil være sammen i medgang og modgang, og vi er sikre på, at vores kærlighed kan holde til det hele.

Men så rammer livet: Gamle mønstre rører på sig; udfordringer på jobbet eller med børnene trækker spor ind i forholdet.

Pludselig er kærlighed ikke nok til, at vi er lykkelige. Det, der skulle være vores støtte i livet og gøre os glade, bliver i stedet en kilde til frustration, vrede og sorg.


Hvis I også er et sted, hvor kærligheden er blevet svær, og drømmer I om at finde hinanden igen, kan parterapi hjælpe jer.



I tvivl om jeg kan hjælpe jer med det, netop I står i? Lad os tage en snak og finde ud af det sammen. 

PARTERAPI

- hvorfor nu det?

PARTERAPI KAN:


  • Løse op for fastlåste konflikter
  • Give jer værktøjer til at takle jeres udfordringer
  • Give jer en forståelse for jeres mønstre
  • Give jer blik for jeres styrker som par
  • Genskabe nærhed
  • Fyre op for et sexliv, der er gået i stå





PARTERAPI TIL JER DER.:


  • Skændes mere end I snakker sammen
  • Føler jer misforstået af den anden
  • Er blevet mere venner end kærester
  • Føler at kærligheden drukner i hverdag
  • Er ensomme sammen
  • Har oplevet et svigt, f.eks utroskab
  • Skal finde hinanden igen efter en livsomvæltning

PARTERAPI ER OGSÅ TIL JER DER:

  • Vil prioritere jeres forhold, så I bliver ved at have det godt
  • Har lyst til at udvikle jeres forhold
  • Ønsker et rum til de vigtige samtaler
  • Har lyst til at det hele skal være endnu dejligere


Om mig


Jeg er certificeret coach og cand. mag. med baggrund i bogbranchen, steinerskolesystemet og Folkekirken. Og så er jeg ved at uddanne mig til parterapeut og sexolog.


Nogle gange siger folk, at de tror på kærligheden… Det kan betyde rigtigt mange forskellige ting. For mig betyder det, at jeg tror, at det der gør mennesker lykkeligst er følelsen af at være forbundet med andre, og at der ikke er noget vigtigere eller finere end det, der sker mellem to mennesker, der elsker hinanden.

Jeg kalder det, at rummet mellem os er helligt, og jeg ser det som min opgave at skabe rammer og rum for, at det rum kan udfolde sig - både i mit terapilokale og når I som par er kommet hjem igen.


Min tilgang er farvet af EFT-terapien. Det betyder bl.a., at jeg har fokus på relationen og på den måde, vi knytter os til hinanden. Jeg er optaget af den måde, tidlig tilknytning og tidligere relationer kan dukke op som spøgelser i vores nuværende forhold og spænde ben for, at vi får den kærlighed, vi ønsker os nu.

Jeg er optaget af historier - de historier, vi fortæller om os selv og om hinanden - og hvordan de farver vores opfattelse af, hvad der foregår mellem os. Når vi får øje på, hvad det i virkeligheden er, der ligger bag vores frustrationer, får vi en anden forståelse for os selv og for den anden. 

Med den forståelse kommer muligheden for at handle anderledes og for at få mere af det, vi inderst inde ønsker os. 


Alle mennesker er forskellige, ethvert kærlighedsforhold er unikt. Derfor er hvert terapiforløb også helt sit eget, og vi tager altid udgangspunkt i lige præcis der, hvor I er nu.

I terapi hos mig er målet altid at bringe jer tættere på det liv og den kærlighed, I drømmer om. 

For at være den bedst mulige terapeut for jer, går jeg løbende i egenterapi og modtager supervision. Tavshedspligt i øvrigt er en selvfølgelighed.


Privat er jeg gift på 7.år og mor til en voksen søn, to teenagebonusdøtre og familiens baby: en stor, bamset hund.

HVAD SIGER ANDRE OM METTE?

DYGTIGHED OG EMPATI


Det er det dejligste varme rum at sidde i og jeg kan varmt anbefale at sætte sig i stolen hos Mette ❤️
Hun er empatisk, rolig og dygtig.


Mette





PROFESSIONEL OG KLOG


Uanset hvilke af livets større spørgsmål, der ligger dig på sinde, så kan du trygt række ud til Mette. Hun er professionel, vidende, empatisk og klog på livet, og hun vil via gode snakke kunne guide og støtte dig, så du kommer tættere på at finde de rette svar indeni dig selv.


Madelene


TRYGHED


Hos dig kan man være helt tryg.


Søren








Parterapi og individuelle samtaler

Parterapi


Det er så yndigt at følges ad, synger vi, når vi fejrer kærligheden. Men det kan også være virkelig svært, og nogle gange har vi brug for hjælp til det.

Det kan der være mange grunde til:


- Måske har vi det meget godt sammen, men vi vil gerne tage evt. problemer i opløbet, så det bliver ved at være godt.
- Måske har vi det godt, men synes alligevel, at der er gået for meget havregrød i hverdagen.
- Måske er vi brandgode til at drifte en familie sammen, men har glemt, hvordan man er kærester.
- Måske savner vi passionen, intimiteten, gnisten,... Eller vi savner den gode samtale, følelsen af at blive set, følelsen af at se vores kæreste og tænke “Hold nu op, hvor er jeg heldig!”
- Omvendt er vi måske dødtrætte af at se på vores kæreste og høre, hvad der føles som evindelig brok. Måske føler vi os forkerte og at vi ikke slår til. Måske kan vi næsten ikke være i det mere.
- Det kan også være, at vores liv har ændret sig for altid. Vi har måske fået barn; mistet et job; er flyttet; har oplevet utroskab; vores store unger er ved at flytte hjemmefra; vi har mistet en forælder; vi er blevet syge; vi har mistet en ven, en kæreste, en del af os selv eller af vores selvforståelse… Livet er blevet noget andet end det var, og dermed er vores forhold også blevet forandret.


Der kan være tusind grunde til, at det er svært. Men uanset hvad det er, vi kæmper med, kan det være godt at få hjælp fra en parterapeut til at tage samtalen og få nye perspektiver på situationen.


Er I i tvivl, om jeg kan hjælpe med netop jeres udfordring, så giv mig et kald og lad os tale om det sammen.

Individuelle Samtaler


Ligesom der kan være mange grunde til at se en parterapeut sammen med sin kæreste, kan der også være mange grunde til at se en parterapeut alene.



- Måske er man single og vil gerne have en kæreste.
- Måske har man en kæreste, som ikke har lyst til at gå i parterapi. Måske er man faktisk i parterapi, man vælger at tage nogle individuelle samtaler for at arbejde med nogle af de temaer, der dukker op i terapien.
- Måske vil man have klarhed over, hvorfor man bliver ved at få den samme type kæreste eller have de samme skænderier.
- Måske drømmer man om noget andet i sit parforhold, men har brug for hjælp til at afklare, hvad det egentlig er. Måske har man brug for støtte til at formulere over for en kæreste, hvad man drømmer om.
- Måske er man i tvivl om sit parforhold, eller måske har man været så længe i sit forhold, at man har mistet følingen med, hvem man selv er. 


Det giver altid mening at række ud efter det liv, man drømmer om. Og hvis det, man drømmer om, er mere kærlighed i sit liv, kan der være megen hjælp at hente i samtaler hos en parterapeut.  


Er du i tvivl, om jeg kan hjælpe dig med dit kærlighedsliv, så kontakt mig.

KERNEN I MIT ARBEJDE

KÆRLIGHED, NÅR LIVET ER FORANDRET FOR ALTID


Sygdom, utroskab, død - livet kan udsætte os for nogle voldsomme ting.

Det kan handle om tabet af et elsket hjem i forbindelse med en flytning, eller de store unger, der flyver fra reden.
Det kan handle om tabet af et job, et venskab, et verdensbillede.

Og det kan handle sig noget som sønderknusende som alvorlig sygdom hos en selv eller ens nærmeste, dødsfald eller erkendelsen af at ens elskede har været utro.


Fra det ene øjeblik til det andet er livet forandret for altid. Vi er ikke de samme længere, og derfor er vores forhold heller ikke mere det samme.


For par, der navigerer gennem sorg og tab, kan det føles som om selve parforholdet er til forhandling, og det kan tilføje et ekstra lag til den følelse

af ensomhed og svigt, som ofte er del af sorgen over det tabte.


Arbejdet med par i sorg er en grundsten i mit terapeutiske arbejde, og et område, der har en helt særlig plads i mit hjerte. Det er, når livet er sværest, at vi allermest behøver den, vi elsker, og det er når livet er sværest, at vi nogle gange taber hinanden.


Lad os arbejde sammen på at få jer sikkert gennem sorgen sammen.



KÆRLIGHED, NÅR NISSEN FLYTTER MED


Ingen af os går gennem livet uden at det sætter spor. Heldigvis, for det er jo netop noget af det smukke i tilværelsen, at vi bliver formet af de erfaringer, vi gør os og de mennesker, der har været vigtige for os.


Fortiden kan være en enorm ressource. Men nogle gange kan den også være et reelt problem.
For nogle gange fylder vores bagage så meget, at vi slet ikke kan forholde os til det, der sker i vores forhold lige nu.
Vi kan ikke høre, hvad vores elskede siger, fordi lydsporet fra vores fortid overdøver ordene. 


Når fortiden spænder ben for nutiden, er det tid til at rydde lidt op: Ved at kigge på mønstre og vaner og vælge, hvilke der tjener os nu, kan vi få et kærlighedsliv, der er mere intimt, mere nærværende og mere tilfredsstillende end noget, vi har oplevet før.


I mit arbejde med par, der oplever at fortiden larmer, arbejder jeg med at skabe bevidsthed om mønstrene og finde frem til nye, støttende vaner, der virker i netop jeres forhold. 


Vi har allesammen en fortid, men den behøver ikke at være en begrænsning.


Lad os se på det sammen.



KÆRLIGHED, NÅR FAMILIELIVET FYLDER


Børn er en af livets store glæder.
Men undersøgelser viser også, at livsglæden og overskuddet tager et gevaldigt dyk i de år, hvor vi har hjemmeboende børn.


Hvor meget vi end elsker vores unger, kan familielivet være en udfordring. Når vi skal jonglere karrierer, forpligtelser overfor famlie og venner, motion, fritidsaktiviteter OG de børn, som vi elsker, ryger parforholdet ofte ned af prioritetslisten, så vi ender med at blive kolleger i firmaet Familien A/S mere end vi er kærester.


Uanset om man er 

småbørnsfamilie, par med store børn eller familie med flere forældre i spil (det være sig som regnbuefamilie eller som sammenbragt familie) kan det være en udfordring at bevare nærheden og passionen i et liv med børn i hjemmet.


Mit arbejde med par, der er udfordrede af familielivet handler om at hjælpe parret med at finde ressourcerne, opbygge de gode vaner og reetablere intimiteten. 


Det kan godt lade sig gøre at have et dejligt kærestesamliv og køre en familie sammen, men det kræver en indsats. Det giver mening at starte den indsats i samtalerummet.

Lad os tage samtalen sammen.

Det er så yndigt at følges ad. Men nogle gange er det også virkelig svært.

Jeg er her for at hjælpe jer.

Valby Parterapi har til huse i en gammel villa lige ved Ålholm Plads og Damhussøen, med bus til døren og gode parkeringsmuligheder i området. 

Kontakt mig


Kontakt mig gerne via mail, hvis du har nogle spørgsmål.